Ældrerådsvalget i Lejre Kommune er aflyst
9, november 2009 // redaktionen // Bramsnæs, Kommunalvalg 09Der skulle have været afholdt valgt til Ældrerådet i Lejre Kommune tirsdag den 24. november 2009. Men da kun ni personer har ønsket at stille op til valget, har kommunen fået dispensation fra Indenrigs- og Socialministeriet til at aflyse Ældrerådsvalget.
De ni opstillede kandidater vil derfor blive medlemmer af Ældrerådet i den kommende valgperiode, der begynder den 1. januar 2010 og gælder for 4 år.
Ældrerådet er lovpligtigt og nedsat af Kommunalbestyrelsen og rådgiver Lejre Kommune i ældrepolitiske spørgsmål og formidler synspunkter mellem borgerne og Lejre Kommune om lokalpolitiske spørgsmål, der vedrører borgere over 60 år.
Ældrerådet skal høres om alle forslag, der vedrører de ældre. Ældrerådet beskæftiger sig blandt andet med at:
• svare på spørgsmål om tilbud til ældre
• følge kommunens udformning af ældretilbud
• drøfte forslag og ideer vedrørende ældres forhold
• videregive forslag og ideer til kommunens politikere og kommunens personale
• have møder med Udvalget for Social, Sundhed og Ældre
• have fast plads i Klagerådet, der behandler klager over afgørelser om hjemmehjælp

