Bookmark and Share

Spar i Kr. Sonnerup ny sponsor for Bramsnæs IF

14, august 2011   //   redaktionen   //   Bramsnæs

Den lokale Spar i Kirke Sonnerup har valgt at sponsorere den lokale idrætsforening Bramnæs IF i Ejby.

Sponsoratet sker som et led i Proud Sponsor of YOU programmet, der foregår i samarbejde med den danske sportssodavand Carlsberg SPORT. En del af overskuddet fra Spars salg af Carlsberg SPORT går fremover til nye fodbolde, spillertøj og andet udstyr til klubbens spillere.

Carlsberg SPORTs ambitiøse sponsorprogram Proud Sponsor of YOU giver lokale forhandlere af den populære sportsdrik mulighed for at støtte en lokal sportsforening. Det har Spar i Kirke Sonnerup benyttet sig af og har valgt at støtte idrætsforeningen Bramnæs IF i Ejby.

- Vi vil altid gerne støtte op om lokalsamfundet og vi ved hvor meget sådan et sponsorat betyder for Bramnæs IF. Derfor var Carlsberg Sports tiltag naturligvis en oplagt mulighed for at støtte op om den lokale idrætsforening, siger indehaver Kim Christensen fra Spar i Kirke Sonnerup.

Carlsberg Sport opfordrer alle forhandlere af Carlsberg Sport til at vælge en sportsforening i deres nærområde, som de ønsker at støtte. Carlsberg SPORT vil så i samarbejde med forhandleren give en krone i støtte for hver liter Carlsberg SPORT der bliver solgt i butikken. Det er helt op til de lokale forhandlere at bestemme hvilke klubber, der skal støttes, og hvad ressourcerne skal gå til. En klub kan sagtens have mere end en sponsor.

- Sponsoratet vil gavne hele klubben og vil gå til forskelligt udstyr som spillertøj, overtrækstrøjer, linjevogterflag og bolde. Vores nuværende udstyr er ret slidt, så sponsoratet vil hjælpe rigtig meget. Som lokalklub er vi ofte afhængige af frivillige kræfter og sponsoratet er en anerkendelse af deres indsats, så vi er meget glade for sponsoraftalen med Spar i Kirke Sonnerup, siger Christian Meisner Christensen, der både er målmand og talsmand for Bramnæs IF.

Carlsberg SPORTs storstilede sponsorprogram til støtte for den lokale sport løber over de næste 12 måneder. 4 millioner kroner er afsat til spillertøj, udstyr og oplevelser for at sikre idrætten de bedst mulige forhold. Forhandlere af Carlsberg SPORT stadig kan melde sig som sponsorer på Sponsorkontoret.dk.

- For Carlsberg er det vigtigt at engagere sig i de lokale sportsmiljøer. Vi ønsker at være til stede dér, hvor sjove oplevelser skabes, og klubånden dyrkes. For os er det naturligt at lade lokale kræfter bestemme over ressourcerne, så de ender, hvor de gør mest nytte, siger Dan Møller der er Sponsor- og Eventchef for Carlsberg SPORT.

Readers Comments (0)