Spidskandidat Morten Lintrup ekskluderet af Nye Borgerligere

Morten Lintrup ekskluderet af Nye Borgerlige. Foto: Nye Borgerlige.

Morten Lintrup er ikke længere spidskandidat for Nye Borgerlige ved byrådsvalget i Frederikssund Kommune. Han er ikke engang medlem af partiet længere.

Den nu tidligere spidskandidat for Nye Borgerlige er blevet ekskluderet fra partiet. Det er sket efter et opslag på Facebook i weekenden, hvor Morten Lintrup angiveligt at delt et link til Politiken artiklen “Bangladesh vil sterilisere rohingyaer i kaotiske flygtningelejre” med en kommentar om, at Bangladesh ikke lider af “teaterhumanistiske fordomme”.

Ifølge kredsformand for Nye Borgerlige, Frederikssund Kreds, Bill Malmgren skulle Morten Lintrup efter aftale med partiets hovedbestyrelse fjerne indlægget og herefter trække sine udtalelser tilbage i pressen, men det er ikke sket og det er nu endt i en eksklusion.

– Morten Lintrup bliver ved med at være min gode ven og jeg har flere gange taget øretæver og holdt hånden over ham overfor Hovedbestyrelsen tidligere, da han har stået til eksklusion, fordi han har tænkt højt med glødende bogstaver eller skrevet noget, som ikke burde skrives, da det kunne være ødelæggende for vores parti, skriver Bill Malmgren i en pressemeddelelse.

På trods af udsmidningen vil Morten Lintrup fortsat være at finde på stemmesedlen i Frederikssund Kommune under Nye Borgerlige, da det ikke kan laves om så kort tid før valget. Men han repræsenterer altså ikke partiet længere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *