Grønt lys og åbning af Færgevej skal stoppe trafikkaos ved Kronprins Frederiks Bro

Arkivfoto: Foto: Nils Jepsen.
I denne uge har bilister fra Hornsherred Siden oplevet længere køer og dermed længere transporttider end normalt. Det skal der nu gøres noget ved.

Både oprydning efter stormen Ingolf og et færdselsuheld har i løbet af ugen været medvirkende til den langsomme trafikafvikling, men også lyssignalerne har drillet. Den uholdbare situation fører nu til ændringer, der skal give mindre ventetid på vejene.

Længere tid med grønt lys på J. F. Willumsens Vej
Efter henvendelser fra kommunen og en lang række bilister er Vejdirektoratet, som driver både broen og J. F. Willumsens Vej, gået i gang med at udbedre fejlen på lyssignalerne og samtidig forørge tiden med grønt lys langs J. F. Willumsensvej for dermed at skabe et bedre flow i trafikken gennem Frederikssund by.

Frederikssund Kommune har opfordret Vejdirektoratet til at foretage de nødvendige tilpasninger hurtigst muligt og Vejdirektoratet sendte torsdag folk til Frederikssund for i første omgang at undersøge for evt. tekniske problemer.

Genåbning af Færgevej
Færgevej har været lukket for indkørsel til Færgevej fra J.F. Willumsensvej i denne uge på grund af vejarbejde. Men nu er kommunen gået i dialog med entreprenøren ved vejarbejdet om igen at åbne for indkørsel til Færgevej – forhåbentlig fra fredag den 3. november. På grund af vejarbejdet kan vejen kun åbnes i en bane, og trafikken på Færgevej vil derfor blive reguleret af et lyssignal. Dette signal vil om morgenen favorisere den indadgående trafik og om eftermiddagen den udadgående.

En genåbning af Færgevej vil også betyde, at arbejdet med renovering af vejen formentlig ikke kan holdes inden for tidsplanen, da entreprenørens arbejdsområde vil blive indskrænket betydeligt.

– Med disse ændringer forventer vi, at de trafikale forhold bliver forbedret væsentligt og meget hurtigt, så vi kan vende tilbage til normale tilstande på vejene omkring Kronprins Frederiks Bro, siger Kristian Nabe-Nielsen, der er direktør for Teknik, Miljø og Erhverv i Frederikssund Kommune.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *