Fem udlændinge sigtet for hjemmerøveri i Kirke Såby – og 24 andre hjemmerøverier

Fem kroatiske statsborgere er blevet sigtet for bl.a. røveriet mod et pensionistpar på Lindevej i Kirke Såby. Foto: Michael Johannessen.

Natten til den 4. november sidste år blev to pensionister udsat for et groft hjemmerøveri i deres hjem på Lindevej i Kirke Såby, lige syd for Hornsherred.

Nu har politiet sigtet fem herboende kroatiske statsborgere for deltagelse og medvirken ved hjemmerøveriet i Kirke Såby og for 24 andre hjemmerøverier begået over hele Sjælland, på Lolland, Falster og i Christiansfeld.

Sigtelserne blev fremført i dag ved et retsmøde i Retten i Næstved og kommer efter længere tids efterforskning hvor Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har arbejdet tæt sammen med Nordsjællands Politi, Københavns Politi, Midt- og Vestsjællands Politi og Sydøstjyllands Politi.

De fem sigtede er fire mænd og en kvinde.

Under røverierne er der stjålet smykker penge, personlige effekter til en samlet værdi af ikke under 1,5 millioner.

Ud fra sigtelserne er der tale om meget grove, voldelige og hensynsløse sager.

– Det er heldigvis meget sjældent, at politiet har stået overfor gerningsmænd til så omfattende og grov seriekriminalitet, som vi ser det her. Da der har været en stor geografisk spredning af gerningsstederne har det været tvingende nødvendigt med et tæt samarbejde henover de involverede politikredse, og det er lykkedes til fulde, siger politiinpektør Kim Kliver fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Efterforskningen pågår stadig, og politiet kan derfor ikke udelukke yderligere sigtelser.

Retsmødet er afholdt for lukkede døre, hvorfor politiet ikke ud over selve sigtelsen kan gå i detaljer omkring de enkelte sager.

Læs også: Groft hjemmerøveri mod ældre ægtepar (4. november 2017).

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *