I morgen åbner REMA 1000 den første butik i Hornsherred

Sådan så den nye REMA 1000 i Kirke Hyllinge ud for en uge siden. Foto: Hornsherred Avis.
Der er blevet arbejdet på højtryk de seneste uger for at færdiggøre byggeriet, anlægge parkeringspladsen, indrette butikken og ikke mindst, gøre klar til åbningsfesten, når REMA 1000 slår dørene på til den nye forretning på Elverdamsvej i Kirke Hyllinge.

I spidsen for den nye butik står en erfaren købmand, Flemming Braasch, som ser frem til at byde både lokale og sommerhusgæster indenfor i en ny butik med højt humør og god service.

Den nye REMA 1000 ligger direkte ud til hovedvej 53, og Flemming Braasch er overbevist om, at hele Hornsherred får glæde af butikken.

Købman Flemming Braasch glæder sig til at åbne REMA 1000 i Kirke Hyllinge. Foto: REMA 1000.

– Jeg glæder mig utroligt meget til at byde kunderne indenfor i den nye butik, og jeg er sikker på, at både mange lokale, men også sommerhusgæster og beboere i Skibby og de omkringliggende byer, kommer til at handle i butikken.

Når butikken klokken 8 torsdag morgen åbner dørene for første gang bliver det til et brag af en åbningsfest med masser af gode åbningstilbud, en lang række smagsprøver og røde roser til de første 200 kunder.

– Jeg håber, at mange kunder vil lægge vejen forbi på åbningsdagen. Vi er i hvert fald klar – og virkelig spændte, fortæller Flemming Braasch.

Fra flaskedreng til distriktschef
37-årige Flemming Braasch har over 21 års erfaring fra dagligvarebranchen, og han har de seneste to år været købmand i REMA 1000 i Ballerup.

Som 16-årig startede han som flaskedreng i Netto, hvorefter han arbejdede sig op gennem lagene og endte på posten som distriktschef. Efter 13 år i Netto rykkede han til Fakta, hvor han brugte de næste syv år af sin karriere. Herefter blev han i 2016 rekrutteret til REMA 1000 i Ballerup, hvor han har været siden.

– Jeg kan slet ikke vente med at skulle starte min egen butik – og så endda i min hjemby. Det kunne ikke være bedre, fortæller Flemming Braasch, der har boet i Kirke Hyllinge i godt otte år sammen med sin kone, Tilde Nielsen, og parrets tre børn på 11, 9 og 5. Ligesom købmanden kommer Tilde Nielsen også til at have sin daglige gang i butikken, og kunderne vil også kunne møde børnene i ny og næ. Parret har et stort kendskab til lokalområdet og Tilde Nielsen er født og opvokset i Hvalsø.

Den nye butik kommer til at have åbent alle ugens dage fra 7 til 21.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *